Handelslivet har brug for tryksagerne
For mange handlende i de danske lokalsamfund er tryksager afgørende for at kunne nå ud til kunderne. Den nuværende NejTak-ordning er en central forudsætning for dette.

NÅR LOKAL SYNLIGHED FORSVINDER, RAMMER DET ISÆR BUTIKKER UDEN FOR DE STØRRE BYER
Den lille købmand eller vinhandleren på hjørnet er ofte afhængig af den synlighed, de får via tryksager og lokalaviser. Hvis det ikke længere er rentabelt for distributørerne at omdele tryksager og lokalaviser, udvander vi også muligheden for, at lokale butikker kan opnå lokal synlighed. Mange små handlende og serviceydere risikerer derfor at bukke under. Ved at bevare tryksagerne er der større sandsynlighed for, at vi kan bevare aktive og levende små byer i landdistrikterne.
Butiksdød er et stigende problem i mange lokalsamfund.
En ny analyse fra SMVdanmark viser, at Danmark har mistet omkring 1.170 detailforretninger fra 2020 til 2024, svarende til et fald på 7,5 %. Læs mere her.

Små butikker er presset af store spillere og internethandel
Mange mindre butikker kæmper allerede hårdt om kundernes opmærksomhed. Uden lokale tryksager bliver den kamp skærpet. De små handlende bliver tvunget til at markedsføre sig online, hvor konkurrencen fra især store udenlandske netbutikker som Temu og Amazon er svær – og for dyr – at hamle op med. Den lokale detailhandlers begrænsede markedsføringsbudget rækker ikke til mange annoncer på Facebook og Google, hvor giganterne dominerer.
Reklamer giver aktiv konkurrence og lavere priser
Med tryksagerne konkurrerer detailhandlen. Det gavner forbrugerne, som kan nyde godt af de gode tilbud og lave priser. Tryksager gør det også muligt for butikkerne at forudse, hvilke varer der vil blive efterspurgt. Derved er det nemmere at planlægge indkøb, opnå mængderabat på varerne og på den måde sikre forbrugerne attraktive priser.
Uden en markedsføringskanal som tryksagen bliver det altså sværere for de danske forbrugere at få gode tilbud, når de handler.

Tryksager virker
Reklamer for gode tilbud har mærkbar effekt på detailhandlens omsætning. Analyser fra Kantar Gallup viser, at 57 % foretrækker de husstandsomdelte tryksager og 64 % køber ugentligt ind efter tilbudsaviserne, når de skal lede efter tilbud i deres foretrukne dagligvarebutik.
Læs mere om fordelene ved at bevare tryksagerne
Download relevante tal og viden
Notat:
Store negative effekter af en ”ja tak”-ordning for husstandsomdelte tilbudsaviser