En vigtig brik i danske lokalsamfund

Tryksager og lokalaviser gør en stor forskel for lokalsamfundene. Ved at blive omdelt sammen sikrer de, at lokale foreninger og detailhandel når ud til borgerne. Det skaber vigtig lokal sammenhængskraft, som er med til at holde liv i de mindre bysamfund.

Den lokale demokratiske samtale sker ofte i lokalaviser

De lokale ugeaviser er samlingspunkt for mange lokale aktiviteter, foreningsliv og demokratisk debat. Og oplysning om fx aftenskoleundervisning, valgmateriale, kirkeblade mv. kan kun nå borgerne via lokalaviserne eller omdeling sammen med tryksager. Uden vil det være for dyrt eller i værste fald umuligt.

Med en Ja tak-ordning risikerer vi, at lokalaviserne må lukke, da de ikke vil have råd til at udkomme uden tryksagerne. Det vil ikke bare svække det lokale foreningsliv, men også nærdemokratiet.

Danske Medier vurderer i et notat fra 2020, at distributionen af de små aviser vil koste 660 mio. kr. mere, hvis mængden af tryksager falder drastisk.


Lokalaviser spiller en afgørende rolle for folkeoplysningen i Danmark

“I 2019 læste 2.309.000 danskere fra 12 år og opefter ugentligt en lokal avis.”

Rapport om Mediernes udvikling i Danmark


Små lokale forretninger holder sammen på lokalsamfundene

Lokale erhvervsdrivende har brug for både lokalavisen og tryksagerne for at overleve. Det gælder ikke bare de små butikker, men også lokale selvstændige som håndværkere, rådgivere, massører m.fl. Med en Ja tak-ordning vil det blive sværere for lokalt erhvervsliv at markedsføre sig. Det betyder, at erhvervsudviklingen i lokalsamfundene vil blive yderligere truet – med tab af arbejdspladser og butiksdød til følge.

49 % af ejendomsmæglerne siger, at boligpriserne i et område falder med mere end 10 %, når den sidste købmand lukker.